Om at kontrollere livet i sorgen

I onsdags så jeg Kulturmagasinet ‘Gejst’. Det handlede om sorg. Om Søren Huss’ sorg over hans afdøde kæreste, der blev dræbt i en højresvingsulykke for 10 år siden.

Til sidst i programmet blev han spurgt, om der er noget, der har forandret sig i hans sorgproces.

Det er der.

I starten af hans sorg oplevede han, at han ville kontrollere alt. Omgivelserne. Livet. For han var bange for at miste igen.

Men det kunne han ikke.

Han kunne ikke kontrollere livet.

****

Vi kan ikke kontrollere livet.

Vi kan ikke undgå smerte. Vi kan ikke være på forkant og forvente, at hvis vi gør sådan og sådan, så vil livet forme sig på bestemte måder. Uden smerte.

Jeg husker tydeligt, hvordan jeg havde det efter Peters død. Jeg ville også kontrollere alt. Jeg var bange for at miste igen. Jeg mærkede livets alvor. Livets smerte. Så jeg forsøgte at kontrollere. Alt. Jeg anstrengte mig. Prøvede at være på forkant, så alt var ok. Mens min krop, mit sind, min sjæl var fyldt til bristepunktet med sorg og savn var jeg på overarbejde for at undgå nogen former for nye udfordringer og smerte.

Månederne gik og jeg gav mere og mere slip på min kontrol. Jeg ved, at det var mit nervesystem, der konstant var i alarmberedskab. Som tiden gik faldt mit nervesystem mere og mere til ro og jeg kunne slippe kontrollen lidt efter lidt.

Nu er jeg her igen. Efter min mors død.

Men.

Det er anderledes denne gang. Min mor var gammel. Og hun orkede ikke at leve mere. Hun ønskede fred. Og selvom jeg mærker sorg og smerte, fordi jeg har mistet hende og savner hende, så mærker jeg også en fred. Måske er det hendes fred. Måske sender hun fred til mig. Et hjertekram, for at fortælle mig, at hun har det godt, der hvor hun er.

Denne gang er jeg ikke gået helt i kontrol-mode. Måske lidt. Hvis du spørger min kæreste 😉

Men jeg har mere ro. Mit nervesystem er ikke i alarmberedskab konstant. Jeg kan godt mærke, at frygten for at miste igen, kommer på besøg ind i mellem. Men den fylder ikke hele mig.

****

Søren Huss fortalte, at som årene gik, slap han kontrollen og livsglæden kom langsomt igen. Han mærker, at sorgen stadig er der, men den fylder ikke så meget som tidligere.

****

Den nyeste sorgteori fortæller, at sorgen altid vil være der. Mere eller mindre. I forgrunden eller i baggrunden.

Og den må godt være der.

Sorg er kærlighed. Lad den leve. Tag den i hånden. Invitér den indenfor.

Måske har du også sorg? Måske du kan genkende noget, når du læser dette.

Det vigtigste i min sorgproces er, at jeg tillader alt at være der. Er jeg i kontrol, er det ok. Er jeg ked af det og græder, er det ok. Er jeg glad og griner, er det ok. Mærker jeg frygten for at miste, er det ok.

Når jeg er i sorg, har jeg brug for at nære mit hjerte endnu mere. Med masser af omsorg. Kærlighed. Accept. Og hjertekram. Den ene dag har jeg brug for stilhed. Den næste dag aktivitet. Jeg lytter til mit hjerte og følger det.

Og jeg lever med min sorg. Som en ven. En ven, der er flyttet ind. Som jeg byder velkommen med kærlighed.

Og hjertekram.

Henriette <3

Andre blog-indlæg