Min elskede mor <3

Jeg har mistet. Flere gange.

Min bror Peter i september 2014.

Min mor i december 2017.

To personer, som jeg elsker højt. Som begge står mig meget nær.

Hver gang har jeg oplevet at mit liv passerer revy. Sådan hele vejen tilbage til jeg var barn. Oplevelserne kommer i billeder. Oplevelser jeg ikke har tænkt på i mange år. Lidt som at åbne en dagbog eller gamle breve. Se på gamle billeder. Videoer.

Både dejlige og svære minder kommer glimtvis. Jeg mærker, hvilke følelser minderne bringer med sig. Hvilke tanker jeg har. Dvæler bevidst lidt i det. For derefter at bringe mig tilbage til nuet.

Dette blog-indlæg handler om min mor. En lille fortælling. Det er kun få brudstykker af et langt levet liv.

Min mors sidste år var svære for hende. Hun mistede først min far til Alzheimers. Han lever endnu. Og få år efter mistede hun sin søn, min bror Peter, til kræft.

Helt ubærligt. Helt umenneskeligt. Fortalte hende flere gange, at jeg godt kunne forstå hendes smerte. Hendes sorg. Havde dyb medfølelse for min mor. Hvordan lever man videre efter sådanne tab?

Hun blev aldrig rigtig glad igen. Ønskede at dø. Få fred. Hun mistede appetitten for flere år siden. Fandt den igen, da hun flyttede på plejehjem. Mistede den igen i sommeren 2017. Hun mistede lysten til at leve. Så ikke længere fjernsyn. Interesserede sig ikke for noget. Ringede ikke til mig mere. Blev tyndere og tyndere. De sidste måneder af hendes liv, lå hun mest i sengen. Ville ikke op. Kiggede ud af vinduet. Musklerne svandt. Hun kunne ikke længere løfte sig selv. Det måtte liften gøre. Ind og ud af sengen og kørestolen. Hun livede lidt op, når vi kom. Vi tog elevatoren op til min far. Eller vi hentede min far, når min mor ville blive i sengen. De boede på samme plejehjem. På hver sin etage.

Vi oplevede, at hun blev lettere konfus af morfin. Hun havde mange gigtsmerter. Morfinen holdt hende smertefri. I morfintågerne sagde hun mærkelige og sjove ting. Hun røg ind og ud af virkeligheden. Mest var hun dog i virkeligheden. Ind i mellem var vi stille. Mødtes i det ordløse rum. Holdt i hånd. Mærkede varmen fra hinandens hænder.

Hun ønskede fred. Det har hun nu. Jeg mærker hendes fred. Den giver mig fred.

For mange år siden lærte jeg at adskille mig sundt fra mine forældre. Inden jeg adskilte mig, havde jeg en mission. At redde min mor. Fra gigtsmerter. Fra tungsind og overtænkning (hun kaldte sig selv for en overtænker). Det lykkedes ikke. Det indså jeg, da jeg adskilte mig. Da jeg opdagede, at jeg ikke skulle redde hende. Redde hende fra hvad? Hun valgte jo det liv, hun ønskede. Og det skal jeg ikke dømme. Bedømme. Fordømme. Hvad ved jeg om det? Intet.

Jeg begyndte at respektere og acceptere min mors valg. Det gav mig fred. Og min mor fik fred. Fra mit: “Se her mor, jeg har nogle brochurer på et kursted, der kan lindre din gigt”….”tak, skat – dem kigger jeg på senere”…de endte i skuffen…og jeg blev skuffet. Jeg tænkte, hvorfor har min mor ikke lyst til at få det bedre…

Så er der alt det gode, alle glæderne…hun elskede bl.a. at rejse med sine veninder….det gjorde hun mange gange. Som da hun og min eks-svigermor (de var veninder) kom til Amsterdam, hvor jeg boede med min eks-mand i 1990. Min mor kom som en overraskelse. Det glemmer jeg aldrig. Jeg blev så glad. Da jeg fik øje på hende i lufthavnen, råbte jeg MOAAR og smilede med hele kroppen med tårer i øjnene…hun kunne ikke høre mig gennem glasruden, men hun kunne se det på mig. Da vi var hjemme i vores lejlighed og jeg f.eks. lige skulle hente noget i et andet rum, kiggede jeg på min mor og sagde: “Nu er du her stadig, når jeg kommer herind igen”…vi grinede. Jeg var SÅ glad for, hun var hos mig.

Jeg har altid kunne ringe til min mor. Vi talte om alt. Glæder og sorger. Hun var der altid for mig. Vi havde en fortrolighed. Vi så hinanden ofte. Og vi elskede at spise gåsebryst sammen.

Da jeg fødte min datter, fik min datter den bedste mormor, man kan tænke sig. Min mor forgudede min datter og hendes to andre børnebørn. Min mor kaldte dem for LIVETS DESSERT. Hun digtede godnat-historier og sang for dem. Legede cirkus, legede med dukker, tegnede, spillede spil, læste historier. Hun havde altid kanelgifler i køkkenskabet og de blev til mormor-kager. Hun var fantastisk for dem. Hun elskede dem. De havde også en fortrolighed. Hun var fuld af livsglæde, når hun var sammen med dem. Både da de var børn og senere som voksne.

Min mor havde humor. Sort humor ind i mellem. Hun kunne få os til at rulle rundt af grin. Hun havde en fantastisk hukommelse. Var skrap til de svære krydsords-opgaver. Hun vidste meget om meget. Læste mange bøger. Og Billed-Bladet. Hun vidste alt om de kendte.

Mine forældre havde 60 års bryllupsdag d. 11. maj 2017. Tænk engang. 60 år. Wow. Og de har kendt hinanden endnu længere. Det er nærmest et helt liv sammen. Et liv med glæder og sorger. Smerte. Kærlighed.

Det liv er slut nu. Min mors. 81 år.

**********

Min elskede mor, du bor og lever videre i mit hjerte. Vi er forbundet. For altid.

TAK for dig. TAK for at være min mor. TAK for din kærlighed. TAK for alt.

Jeg elsker dig. For altid.

Hvil i fred, min elskede mor.

I kærlighed, din hengivne datter
Henriette <3

Andre blog-indlæg

Hvad har du på hjerte?

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

4 Hjertelige kommentarer

  • SVAR

    Meget rørende og kærligt. Så smukt kære Henriette♥️

    • SVAR

      TAK, kæreste Trine – du varmer mit hjerte, hjertekram og knus til dig <3

  • SVAR

    Åh Henriette😪🙏🏻 Så trist, så smukt, så hjerteskærende og dog så livsbekræftende❤️

    • SVAR

      Kære Dorte. Af hjertet TAK. Hjertekram til dig <3