Om at kontrollere livet i sorgen

I onsdags så jeg Kulturmagasinet ‘Gejst’. Det handlede om sorg. Om Søren Huss’ sorg over hans afdøde kæreste, der blev dræbt i en højresvingsulykke for 10 år siden.

Til sidst i programmet blev han spurgt, om der er noget, der har forandret sig i hans sorgproces.

Det er der.

I starten af hans sorg oplevede han, at han ville kontrollere alt. Omgivelserne. Livet. For han var bange for at miste igen.

Men det kunne han ikke.

Han kunne ikke kontrollere livet.

****

Vi kan ikke kontrollere livet.

Vi kan ikke undgå smerte. Vi kan ikke være på forkant og forvente, at hvis vi gør sådan og sådan, så vil livet forme sig på bestemte måder. Uden smerte.

Jeg husker tydeligt, hvordan jeg havde det efter Peters død. Jeg ville også kontrollere alt. Jeg var bange for at miste igen. Jeg mærkede livets alvor. Livets smerte. Så jeg forsøgte at kontrollere. Alt. Jeg anstrengte mig. Prøvede at være på forkant, så alt var ok. Mens min krop, mit sind, min sjæl var fyldt til bristepunktet med sorg og savn var jeg på overarbejde for at undgå nogen former for nye udfordringer og smerte.

Månederne gik og jeg gav mere og mere slip på min kontrol. Jeg ved, at det var mit nervesystem, der konstant var i alarmberedskab. Som tiden gik faldt mit nervesystem mere og mere til ro og jeg kunne slippe kontrollen lidt efter lidt.

Nu er jeg her igen. Efter min mors død.

Men.

Det er anderledes denne gang. Min mor var gammel. Og hun orkede ikke at leve mere. Hun ønskede fred. Og selvom jeg mærker sorg og smerte, fordi jeg har mistet hende og savner hende, så mærker jeg også en fred. Måske er det hendes fred. Måske sender hun fred til mig. Et hjertekram, for at fortælle mig, at hun har det godt, der hvor hun er.

Denne gang er jeg ikke gået helt i kontrol-mode. Måske lidt. Hvis du spørger min kæreste 😉

Men jeg har mere ro. Mit nervesystem er ikke i alarmberedskab konstant. Jeg kan godt mærke, at frygten for at miste igen, kommer på besøg ind i mellem. Men den fylder ikke hele mig.

****

Søren Huss fortalte, at som årene gik, slap han kontrollen og livsglæden kom langsomt igen. Han mærker, at sorgen stadig er der, men den fylder ikke så meget som tidligere.

****

Den nyeste sorgteori fortæller, at sorgen altid vil være der. Mere eller mindre. I forgrunden eller i baggrunden.

Og den må godt være der.

Sorg er kærlighed. Lad den leve. Tag den i hånden. Invitér den indenfor.

Måske har du også sorg? Måske du kan genkende noget, når du læser dette.

Det vigtigste i min sorgproces er, at jeg tillader alt at være der. Er jeg i kontrol, er det ok. Er jeg ked af det og græder, er det ok. Er jeg glad og griner, er det ok. Mærker jeg frygten for at miste, er det ok.

Når jeg er i sorg, har jeg brug for at nære mit hjerte endnu mere. Med masser af omsorg. Kærlighed. Accept. Og hjertekram. Den ene dag har jeg brug for stilhed. Den næste dag aktivitet. Jeg lytter til mit hjerte og følger det.

Og jeg lever med min sorg. Som en ven. En ven, der er flyttet ind. Som jeg byder velkommen med kærlighed.

Og hjertekram.

Henriette <3

Andre blog-indlæg

Døden ransager mit liv og størst af alt er kærligheden!

Det hjælper mig at skrive. Det er en slags terapi for mig. Når jeg sætter mig ved computeren, ved jeg ikke helt, hvad mit blog-indlæg kommer til at indeholde. Det er som om, at det skabes, mens jeg skriver.

Døden fylder meget i mit liv. Nu hvor jeg igen har mistet. Døden ransager på en måde mit liv. Jeg får lyst til at rydde op. Sådan helt på celleplan. Give slip. Gøre plads til nyt.

Det er ikke nogen hemmelighed, at det har været sårbart og hårdt at være vidne til min mors farvel til livet. Et farvel, som hun startede på for længe siden. Samtidig har jeg været afklaret med det. Jeg forstod hende jo. Egentlig en dobbeltfølelse. Jeg mærker sorgen, mærker savnet af min mor. Og jeg mærker freden. Lettelsen. Måske mærker jeg lettelsen, fordi hun selv ønskede at få fred.

Jeg har også en følelse af, at alting er, som det skal være. Den følelse kommer, når jeg mærker freden. Roen. Når jeg er i balance. Når jeg er i nuet. Roen kommer, når jeg giver slip i, at livet skal være på en bestemt måde. Når jeg vil kontrollere livet, kommer jeg på overarbejde. Psykisk. Mentalt. Fysisk. Når jeg er i kontrol, skal jeg hele tiden liiige gøre dit og dat. Jeg tror, at jeg skaber ro på den måde. Men det har faktisk den modsatte effekt. Det får mig til at være endnu mere i kontrol. Og på overarbejde.

Døden ransager mit liv.

Lever jeg som jeg ønsker? Er der noget, jeg ikke lever? Hvad har jeg brug for?

Det er heller ikke nogen hemmelighed, at jeg ikke ligefrem har stået i stampe. Nogensinde. Jeg har mange uddannelser og kurser, boet en milliard forskellige steder, har været gift to gange, har en skøn kæreste på nu 6. år og som jeg ønsker at blive gammel sammen med. Jeg har den dejligste datter, som jeg har et tæt forhold til. Dejlig familie og dejlige venner. Er stadig i gang med uddannelser. Nye tiltag. F.eks. denne blog. Jeg er skytte. Og skytten elsker eventyr. Jeg elsker eventyr. I hverdagen. I ferier. Samtidig elsker jeg også rutinerne. I hverdagen.

Tror jeg er vild med balancen. Yin og yang. Det stille liv. Det aktive liv. Indadvendtheden. Udadvendtheden. Naturen. Byen. Flade sko. Høje hæle. Grønsagsjuice. Gin og tonic. Kartoffelsuppe. Gourmetmiddag. Wellness-ferier. Storbyferier. Stille dage i stuen. Fest i stuen. Skønlitteratur. Faglitteratur. Alenehed. Fællesskab.

Jeg er et sted i mit liv, som jeg elsker. Har altid elsket mit liv, mere eller mindre. Jeg tror bare, at jeg har fundet mere ro i mig selv. Er mere groundet. Mere bevidst. Mere nærværende. Ikke så meget bullshit. Du får, hvad du ser. Jeg forsøger ikke at leve op til et ideal. Som alligevel ikke er virkeligheden. Kun en illusion.

Døden ransager mit liv.

Jeg forestiller mig nogen gange, at jeg ligger på mit dødsleje. Hvad har jeg lyst til at se tilbage på? Er der noget i mit liv, jeg skal forandre? Er der noget, jeg gerne vil nå at gøre, være, opleve? Hvad er vigtigst for mig?

Hvad fortæller mit hjerte mig?

Jeg vil faktisk påstå, at jeg ville dø lykkelig, hvis jeg døde lige nu. Gu’ har jeg stadig drømme og oplevelser, der venter forude. Men når jeg er i min værenstilstand er alt, som det skal være. Og intet mangler.

Jeg elsker. Og bliver elsket. Det er det vigtigste. Relationerne.

Størst af alt er kærligheden.

I kærlighed
Henriette <3

Min elskede mor <3

Jeg har mistet. Flere gange.

Min bror Peter i september 2014.

Min mor i december 2017.

To personer, som jeg elsker højt. Som begge står mig meget nær.

Hver gang har jeg oplevet at mit liv passerer revy. Sådan hele vejen tilbage til jeg var barn. Oplevelserne kommer i billeder. Oplevelser jeg ikke har tænkt på i mange år. Lidt som at åbne en dagbog eller gamle breve. Se på gamle billeder. Videoer.

Både dejlige og svære minder kommer glimtvis. Jeg mærker, hvilke følelser minderne bringer med sig. Hvilke tanker jeg har. Dvæler bevidst lidt i det. For derefter at bringe mig tilbage til nuet.

Dette blog-indlæg handler om min mor. En lille fortælling. Det er kun få brudstykker af et langt levet liv.

Min mors sidste år var svære for hende. Hun mistede først min far til Alzheimers. Han lever endnu. Og få år efter mistede hun sin søn, min bror Peter, til kræft.

Helt ubærligt. Helt umenneskeligt. Fortalte hende flere gange, at jeg godt kunne forstå hendes smerte. Hendes sorg. Havde dyb medfølelse for min mor. Hvordan lever man videre efter sådanne tab?

Hun blev aldrig rigtig glad igen. Ønskede at dø. Få fred. Hun mistede appetitten for flere år siden. Fandt den igen, da hun flyttede på plejehjem. Mistede den igen i sommeren 2017. Hun mistede lysten til at leve. Så ikke længere fjernsyn. Interesserede sig ikke for noget. Ringede ikke til mig mere. Blev tyndere og tyndere. De sidste måneder af hendes liv, lå hun mest i sengen. Ville ikke op. Kiggede ud af vinduet. Musklerne svandt. Hun kunne ikke længere løfte sig selv. Det måtte liften gøre. Ind og ud af sengen og kørestolen. Hun livede lidt op, når vi kom. Vi tog elevatoren op til min far. Eller vi hentede min far, når min mor ville blive i sengen. De boede på samme plejehjem. På hver sin etage.

Vi oplevede, at hun blev lettere konfus af morfin. Hun havde mange gigtsmerter. Morfinen holdt hende smertefri. I morfintågerne sagde hun mærkelige og sjove ting. Hun røg ind og ud af virkeligheden. Mest var hun dog i virkeligheden. Ind i mellem var vi stille. Mødtes i det ordløse rum. Holdt i hånd. Mærkede varmen fra hinandens hænder.

Hun ønskede fred. Det har hun nu. Jeg mærker hendes fred. Den giver mig fred.

For mange år siden lærte jeg at adskille mig sundt fra mine forældre. Inden jeg adskilte mig, havde jeg en mission. At redde min mor. Fra gigtsmerter. Fra tungsind og overtænkning (hun kaldte sig selv for en overtænker). Det lykkedes ikke. Det indså jeg, da jeg adskilte mig. Da jeg opdagede, at jeg ikke skulle redde hende. Redde hende fra hvad? Hun valgte jo det liv, hun ønskede. Og det skal jeg ikke dømme. Bedømme. Fordømme. Hvad ved jeg om det? Intet.

Jeg begyndte at respektere og acceptere min mors valg. Det gav mig fred. Og min mor fik fred. Fra mit: “Se her mor, jeg har nogle brochurer på et kursted, der kan lindre din gigt”….”tak, skat – dem kigger jeg på senere”…de endte i skuffen…og jeg blev skuffet. Jeg tænkte, hvorfor har min mor ikke lyst til at få det bedre…

Så er der alt det gode, alle glæderne…hun elskede bl.a. at rejse med sine veninder….det gjorde hun mange gange. Som da hun og min eks-svigermor (de var veninder) kom til Amsterdam, hvor jeg boede med min eks-mand i 1990. Min mor kom som en overraskelse. Det glemmer jeg aldrig. Jeg blev så glad. Da jeg fik øje på hende i lufthavnen, råbte jeg MOAAR og smilede med hele kroppen med tårer i øjnene…hun kunne ikke høre mig gennem glasruden, men hun kunne se det på mig. Da vi var hjemme i vores lejlighed og jeg f.eks. lige skulle hente noget i et andet rum, kiggede jeg på min mor og sagde: “Nu er du her stadig, når jeg kommer herind igen”…vi grinede. Jeg var SÅ glad for, hun var hos mig.

Jeg har altid kunne ringe til min mor. Vi talte om alt. Glæder og sorger. Hun var der altid for mig. Vi havde en fortrolighed. Vi så hinanden ofte. Og vi elskede at spise gåsebryst sammen.

Da jeg fødte min datter, fik min datter den bedste mormor, man kan tænke sig. Min mor forgudede min datter og hendes to andre børnebørn. Min mor kaldte dem for LIVETS DESSERT. Hun digtede godnat-historier og sang for dem. Legede cirkus, legede med dukker, tegnede, spillede spil, læste historier. Hun havde altid kanelgifler i køkkenskabet og de blev til mormor-kager. Hun var fantastisk for dem. Hun elskede dem. De havde også en fortrolighed. Hun var fuld af livsglæde, når hun var sammen med dem. Både da de var børn og senere som voksne.

Min mor havde humor. Sort humor ind i mellem. Hun kunne få os til at rulle rundt af grin. Hun havde en fantastisk hukommelse. Var skrap til de svære krydsords-opgaver. Hun vidste meget om meget. Læste mange bøger. Og Billed-Bladet. Hun vidste alt om de kendte.

Mine forældre havde 60 års bryllupsdag d. 11. maj 2017. Tænk engang. 60 år. Wow. Og de har kendt hinanden endnu længere. Det er nærmest et helt liv sammen. Et liv med glæder og sorger. Smerte. Kærlighed.

Det liv er slut nu. Min mors. 81 år.

**********

Min elskede mor, du bor og lever videre i mit hjerte. Vi er forbundet. For altid.

TAK for dig. TAK for at være min mor. TAK for din kærlighed. TAK for alt.

Jeg elsker dig. For altid.

Hvil i fred, min elskede mor.

I kærlighed, din hengivne datter
Henriette <3